OMME Å - SIDSTE SPADESTIK OG 5000 LAKS

Vejle Kommune vil gerne fejre, at vi er færdige med at grave nye slyng i Omme Å ved Farre. Derfor vil vi gerne invitere alle interesserede til en uformel indvielse af det nye vandløb, bl.a. hvor Dansk Center for Vildlaks sætter 5000 laks ud i åen. Indvielsen finder sted

Torsdag den 19. april kl. 17

ved Sillesthovedvej 20, Farre

Program

Kl. 17.00:

                      Formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune, Tom Skovgaard, hælder det sidste gydegrus i åen og sætte laks ud.

Kl. 17.30:

                      Dansk Center for Vildlaks (DVC), v. Kim Iversen og Søren Larsen, demonstrerer elektrofiskeri og fortæller om fiskene i Omme Å, samt om hvordan fiskebestanden forventes at udvikle sig her de kommende år.

Kl. 18.00: Vejle Kommune – Natur- & Miljø Forvaltningen er vært ved en lille forfriskning.
   

Lidt om projektet

Nu har der været arbejdet i mange år på at genoprette et stykke af Omme Å, og i dag ser vi så resultaterne af mange års godt arbejde. Tidligere bestod denne del af Omme Å af 3,3 km ud­rettet, kanalagtig vandløb. Nu er åen forvandlet til 4,5 km slynget å med stryg og gydemuligheder for bl.a. laks.

 

Genslyngningen er en del af et større vådområdeprojekt i Omme Ådal. Projektet handler om at skabe et større vådområde mellem Farre og Karlskov efter reglerne i Vandmiljøplan II. Området omfatter 60 ha jord, hvilket gør projektet til det største naturprojekt i Vejle Kommu­ne. I forbindelse med projektet er der blandt andet udlagt stryg med grus og småsten i åen, for at forbedre levestederne for plante- og dyreliv, eksempelvis ørred og stalling, som allerede findes i åen.

 

Finansieringen af projektet er primært sket med midler fra Skov- og Naturstyrelsen, og sekun­dært med midler fra Vejle Amt, og Vejle Kommune afholder nu de sidste udgifter i projektet.

 

Vejle Kommune har desuden i samarbejde med Dansk Center for Vildlaks besluttet at kick­starte laksebestanden ved at udsætte 5000 laks, som er opdrættet på æg fra vilde Skjern Å laks. Med de forbedringer, der er foretaget i Vejle Kommunes del af Omme Å, er det nemlig blevet realistisk at få laksen tilbage til den øvre del af Omme Å. Det eneste, som skiller den vilde laks fra den øvre del af Omme Å er nogle få opstemninger i Billund og Ringkøbing-Skjern Kommuner. Der lægges desuden op til et samarbejde med de to nabokommuner samt Skov- og Naturstyrelsen for at få disse opstemninger nedlagt. 

 

I Omme Å er der desuden gennem de seneste 5 år arbejdet intenst på at fjerne opstemninger, som hindrer fri passage for fisk. De væsentligste opstemninger har været i forbindelse med 7 dambrug i hovedløbet, og her har kommunen og ejerne arbejdet med frivillige aftaler om at nedlægge opstemningerne. Det har betydet, at dam­brugsdriften på 6 af de 7 dambrug nu er ophørt, og der arbejdes med at nedlægge den sidste opstemning i ved Langelund Mølle Dambrug. Farre Fiskeri fungerer stadig, men her produceres fiskene i et recirkuleret anlæg uden brug af vand fra Omme Å.

 

Sammen med vådområdeprojektet har nedlæggelse af dambrugene bevirket, at udledningen af kvælstof reduceres med over 60 tons pr. år. Udledningen af fosfor reduceres med mere end 900 kg pr. år.   

 

Det er også gennem frivillige aftaler med lodsejerne blevet muligt at etablere stier og op­holds­are­aler langs Omme Å. Det er planlagt, at der skal etableres to stiruter ved Farre og to stiruter ved Ringive, og dette arbejde forventes færdiggjort i løbet af 2007.  

 

Som en kuriositet kan nævnes, at spor fra odderen er blevet set flere gange ved åen under anlægsarbejdet og på brinkerne i de nygravede slyng. Ligeledes er der set spor af krydsende krondyr på de nygravede brinker.